Sydkoreas finansminister trækker sig fra posten
Sydkoreas finansminister undskylder, at han ikke kan fortsætte i sit job. (Arkivfoto). Foto: Kim Hong-Ji/Reuters
Parlamentet skulle til at stemme om, hvorvidt ministeren skulle afsættes, da han selv trådte tilbage.
Sydkoreas finansminister, Choi Sang-mok, trækker sig.
Den sydkoreanske minister tilbød at gå af samtidig med, at parlamentet i Sydkorea skulle til at stemme om, hvorvidt han skulle afsættes.
Dermed fortsætter det politiske kaos i Asiens fjerdestørste økonomi.
Sydkoreas premierminister, Han Duck-soo, der også er landets fungerende præsident, trak sig tidligere torsdag fra posten.
En beslutning, som ifølge iagttagere indikerede, at han dermed havde tænkt sig at stille op til præsidentvalget, der finder sted i begyndelsen af juni.
Ifølge Reuters skulle landets finansminister, Choi Sang-mok, i stedet have overtaget rollen som fungerende præsident.
Men oppositionspolitikere indledte en rigsretssag mod Choi Sang-mok, efter at landets højesteret torsdag havde omgjort en dom mod oppositionens favoritkandidat til præsidentvalget, Lee Jae-myung, for overtrædelse af valgloven.
I en erklæring undskylder finansministeren, at han ikke kan fortsætte:
- Jeg undskylder, at jeg træder tilbage fra min post, da det er blevet vanskeligt at fortsætte med at udføre mine pligter under de alvorlige økonomiske omstændigheder både hjemme og i udlandet, siger Choi Sang-mok.
Finansministerens afgang tilføjer endnu et kapitel til den politiske uro i Sydkorea.
Landet har ikke haft en egentlig præsident, siden den tidligere præsident, Yoon Suk-yeol, blev afsat i april. Det blev han, efter at han havde indført en militær undtagelsestilstand i Sydkorea i december 2024.
Eftersom Sydkoreas finansminister nu er trådt tilbage, vil uddannelsesminister Lee Ju-ho træde til som fungerende præsident.
Han vil have ansvaret for at lede valgprocessen frem mod præsidentvalget 3. juni.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker