Sydkoreas politi ignorerede advarsler: 156 mistede livet
Sørgende på stedet, hvor mindst 156 overvejende unge mennesker blev dræbt i weekenden under et panikløb ved en Halloween-begivenhed i Seouls populære Itaewon-forlystelsesdistrikt. Foto: Kim Hong-Ji/Reuters
Hverken myndigheder eller organisatorer havde taget højde for ekstrem fare ved kæmpemæssig halloweenfest.
Sydkoreas politidirektør siger tirsdag, at politiet havde fået mange advarsler om dårlig sikkerhed på stedet, hvor mindst 156 overvejende unge mennesker blev dræbt i weekenden under et panikløb ved en Halloween-begivenhed i Seouls populære Itaewon-forlystelsesdistrikt. Op mod 150 blev kvæstet.
Politiets reaktioner på advarslerne var utilstrækkelige, siger politichefen Yoon Hee-keun ifølge Reuters.
- Vi håndterede ikke henvendelserne om fare, som vi burde have gjort det, siger politidirektøren.
Han siger, at omkring 100.000 mennesker var valfartet til området for at deltage i festlighederne, men da det ikke var en officiel begivenhed gjorde hverken politiet eller organisatorerne noget aktivt for at styre folkemængden.
- Politiet vidste, at en stor folkemængde var samlet før trængslen og panikløbet opstod. Det var en potentielt farlig situation, men politiet handlede ikke på nogen tilstrækkelig måde, siger politidirektøren.
Ifølge nyhedsbureauet Yonhap er 29 af de kvæstede fortsat i kritisk tilstand, mens 122 har mindre skader.
- Jeg vil gøre mit bedste for at sørge for, at en sådan tragedie ikke sker igen, siger Yoon, som har iværksat undersøgelser for at få klarlagt alle aspekter og omstændigheder ved tragedien.
Politiet har sat et team på næsten 500 efterforskere ind i efterforskningen.
Tragedien skete i en smal gade i det livlige Itaewon-distrikt.
Der blev sendt 137 politibetjente til området forud for panikløbet, hvilket var et utilstrækkeligt antal til at tage sig af en folkemængde på 100.000.
Politiet har desuden erkendt, at de 137 betjente primært var til stede for at afværge kriminalitet - navnlig brug af narkotika - og ikke for at styre folkemængden.
Præsident Yoon Suk-yeol har erklæret landesorg. Han har også erkendt, at landet ikke har viden om håndtering af folkemasser. Han har talt for, at der bør fremover blandt andet bør anvendes droner og anden teknologi for at sikre mere kontrol over sådanne situationer.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker