Sydkoreas præsident varsler voldsom reaktion hvis provokeret
Hvis Nordkorea sender en provokation mod Sydkorea, vil svaret ikke være til at overhøre, lyder det fra Yoon.
Sydkoreas præsident, Yoon Suk-yeol, siger, at en provokation fra Nordkorea vil blive mødt af et svar, som er "mange gange stærkere".
Det siger præsidenten tirsdag til sit kabinet ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Hvis Nordkorea udfører en provokation, vil vi gengælde den med en reaktion, som er mange gange stærkere, siger han til mødet, som blev tv-transmitteret.
Udmeldingerne kommer i en tid med tiltagende spændinger på den koreanske halvø.
De er taget til, efter at Nordkorea sendte en militær spionsatellit i kredsløb i november. Samtidig har landet flere gange siden affyret, hvad der tyder på at være ballistiske missiler.
Dette mener præsident Yoon er et "politisk træk" fra Nordkoreas side, som har til formål at splitte den Sydkoreanske befolkning, siger han tirsdag.
Samtidig henviser Yoon i sin tale til Sydkoreas militær, som ifølge ham har "en overvældende evne til at besvare angreb."
Udtalelserne fra den sydkoreanske præsident kommer, efter Nordkoreas leder, Kim Jong-un, mandag aften dansk tid sagde, at en forening mellem Nordkorea og Sydkorea ikke længere er mulig.
Han vil derfor også have ændret den nordkoreanske forfatning, så Sydkorea fremgår som en separat stat.
Ifølge ham har Nordkorea ikke et ønske om krig - men heller ingen intention om at undgå krig.
Samtidig meldte lederen, at Nordkorea lukker de organisationer, der arbejder med turisme mellem Nordkorea og Sydkorea og en mulig genforening af de to lande.
Nordkorea og Sydkorea har formelt set været i krig siden 1950. I 1953 indgik de en våbenhvile, som stadig gælder.
Den er dog aldrig blevet formaliseret som en fredsaftale, hvorfor man kan sige, at de stadig er i krig.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker