Sydneys traditionsrige fyrværkerishow undgår frygtet aflysning
Ifølge arrangørerne følges fyrværkeriet i Sydney hvert år på tv af omkring 400 millioner seere globalt. (Arkivfoto). Foto: Mark Baker/Ritzau Scanpix
En varslet togstrejke bliver ikke til noget, og dermed er nytårstradition i australske Sydney reddet.
En af årets første og største fejringer af nytår - et traditionsrigt fyrværkerishow i den australske storby Sydney - får lov til at forløbe som planlagt.
Det står klart tirsdag formiddag lokal tid.
Årsagen er, at en varslet togstrejke alligevel ikke vil finde sted på dagen.
Sydney er en af verdens første storbyer, der går ind i det nye år. Det fejres hvert år med et stort fyrværkerishow nær to af byens store turistattraktioner, broen Sydney Harbour Bridge og Operahuset.
Ifølge arrangørerne følges det hvert år på tv af omkring 400 millioner seere globalt. Det skriver den britiske avis The Guardian.
I år er der dog blevet sået tvivl om, hvorvidt showet overhovedet vil finde sted.
Det skyldes, at en potentiel togstrejke ville betyde, at de op mod en million tilskuere, der ventes ved havneområdet, ikke ville kunne forlade området igen, når showet er afsluttet natten til den 1. januar.
Det har fået politiet til at advare om et muligt transportmæssigt kaos.
Fagforeningerne, der repræsenterer de ansatte i Sydneys jernbane, har dog besluttet at droppe nogle af de planlagte aktioner, der ville have påvirket togtrafikken på nytårsaftensdag 31. december. Det skriver de australske medier The Sydney Morning Herald og ABC News tirsdag.
Det skyldes, at en aftale menes at være på trapperne.
Regeringen i den australske delstat New South Wales, hvor Sydney ligger, har argumenteret for, at fagforeningernes varslede aktioner ville udgøre en sikkerhedsmæssig og økonomisk risiko på nytårsaftensdag.
Derfor mødtes advokater for delstaten og fagforeningerne tirsdag morgen.
Her var det forventet, at de i løbet af dagen ville udveksle holdninger om, hvorvidt strejken kunne få lov til at finde sted.
Ret hurtigt meddelte fagforeningerne dog, at de var gået med til at droppe aktionerne, fordi en aftale ser ud til at være tæt på.
Sydney går ind i det nye år klokken 14.00 dansk tid den 31. december.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker