Sygdomsramt Mette Frederiksen melder afbud til EU-topmøde

Statsminister Mette Frederiksen har ikke corona, men er for syg til at deltage i EU-topmøde torsdag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Spørgsmål om corona-håndtering, migration og høje energipriser er på dagsordenen, når stats- og regeringscheferne for de 27 EU-lande torsdag skal mødes i Bruxelles.

Men det bliver uden deltagelse af den danske statsminister. Mette Frederiksen må nemlig melde afbud på grund af sygdom. Det oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse.

Mette Frederiksen har dog fået en negativ PCR-test, så hun er ikke smittet med corona. Statsministeriet oplyser ikke, hvad Mette Frederiksen fejler.