Syrere i Damaskus trodser frygten for angreb: Vi bliver
Usikkerheden om, hvornår og hvordan der kommer et amerikansk-ledet angreb på Syrien, er mærkbar i Damaskus, hvor mange af indbyggerne har pakket sammen og er flygtet, mens andre insisterer på, at de vil blive i deres by.
- Præsident Bashar al-Assad vil forsvare os, siger en maler, Dima, mens hun sidder på en restaurant i den centrale del af storbyen med en kyllingekebab på sin tallerken.
- Jeg er fuldstændig på Assads side, siger Dima trods Vestens beskyldninger om, at den syriske præsident har brugt kemiske våben mod sine egne.
Som mange andre syrere er Dima overbevist om, at formålet med et amerikansk-ledet angreb vil være at knuse en akse af modstand mod Israel. Aksen består af Syrien, Iran og Hizbollah i Libanon.
Assads regime, der spiller på nationalistiske følelser i befolkningen, siger igen og igen, at det er parat til at konfrontere et vestligt angreb. De statslige tv-kanaler glorificerer ofte regimets "modstandsevne."
- Hvis der komme et angreb, så vil jeg kæmpe sammen med hæren. Hvis jeg havde været bange, ville jeg være flygtet for lang tid siden, siger Dima til nyhedsbureauet AFP.
Ifølge nødhjælpsgrupper har mellem 80 og 120 familier passeret grænsen hver dag siden det kemiske angreb i udkanten af Damaskus den 21. august. Det er en fordobling i forhold til tidligere.
- Jeg tror, at det er bestemt af skæbnen. Det, der skal ske, det vil ske, siger en tilsløret kvinde, Hanan, da hun er ved at prøve et par nye sko i forretningskvarteret Salhiyeh.
- Jeg skal til et bryllup, så jeg er ikke så bekymret, siger hun.
Der høres drøn fra granatnedslag i det fjerne, men i butikkerne fortsætter hverdagen som normalt. Folk står i kø ved grønthandlerne, unge piger ser på tøj i vinduerne, og der er et almindeligt trafikkaos i gader og stræder.
- Selvfølgelig er vi bange for, at der vil blive dræbt mennesker, og at infrastrukturen bliver ødelagt, men vi bliver her og gør modstand.
- Det er sådan, vi vil klare os, siger en ung kvinde med solbriller, Umm Hassan.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet