Syrien afviser angreb på Assads bilkortege
Syriske myndigheder afviser medierapporter om et angreb på præsident Bashar al-Assads bilkortege, mens han var på vej til en moské torsdag for at deltage i bønnen i anledning af den muslimske Eid al-Fitr-fest.
En række medier, heriblandt den saudiarabisk baserede Al-Arabiya satellitkanal, har rapporteret, at et raketangreb var rettet mod Assads bilkortege på vej til Anas bin Malik moskéen i det centrale Damaskus for at deltage i bønnen, der afslutter ramadanen.
- Disse oplysninger er fuldstændig forkerte. Præsidenten kørte i sin egen bil, han deltog i bønnen og hilste på folk. Alt er normalt, siger informationsminister Omran al-Zohbi.
Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder kan ikke bekræfte de omtalte raketangreb, men siger, at mortérgranater ramte Maliki-området tidligt torsdag i centrum af Damaskus, tæt på det sted, hvor Assad deltog i bønnen.
Den London-baserede ngo omtaler ingen dræbte eller sårede i forbindelse med angrebet. Det antyder på den anden side, at det er muligt for oprørerne at gennemføre angreb på trods af regimets styrkers gentagne forsøg på at rydde hovedstaden for dem.
Assad optrådte på videooptagelser, der blev vist af statsligt tv, hvor han sidder på jorden tæt på andre højtstående personer. Han optrådte afslappet og smilende under morgenbønnen.
- Gode Gud, sørg for at sikre præsident Assad succes for landets bedste, sagde moskéens imam, Ahmed al-Jazairi, ved bønnens afslutning.
Syriens præsident har kun sjældent optrådt offentligt siden begyndelsen på den blodige konflikt i 2011.
1. august rejste han til Daraya, en tidligere højborg for oprørere i nærheden af Damaskus. Her sagde han, at han var sikker på sejr.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned