Syrien erklærer Latakia-mission slut

Syriske soldater er angiveligt i færd med at forlade havnebyen Latakia, som siden weekenden har været under heftig beskydning.

Ifølge det statsstyrede nyhedsbureau Sana er hærens enheder ved at trække sig ud af kvarteret al-Ramel, hvor de ifølge det syriske styre har "nedkæmpet bevæbnede terrorgrupper".

- Kvarteret er ved at komme på fode, og indbyggerne genoptager den dagligdag, der blev ødelagt af terrorgruppernes handlinger, siger brigadegeneral Mohammad Hassan al-Ali til Sana.

Syrisk tv rapporterer, at politi og soldater onsdag morgen gik i gang med at fjerne vejspærringer og barrikader, som "de bevæbnede terrorgrupper" har sat op.

Myndigheder og medier i Syrien hævder jævnligt, at "terrorister" er på færde i de byer, der er ramt af demonstrationer mod præsident Bashar al-Assads styre.

Mindst 34 personer er blevet dræbt i Latakia siden lørdag, hvor den syriske regering indledte en offensiv mod demonstranter i byen.

Syrien tillader ikke udenlandske journalister og menneskeretsorganisationer at komme ind i landet, hvilket gør det vanskeligt at få bekræftet oplysninger om udviklingen i landet fra uafhængig side.

/ritzau/dpa

Syriske soldater er begyndt at trække sig ud af havnebyen Latakia, siger landets indenrigsministerium.

Offentliggjort Sidst opdateret