Syrien: Tidsplan for destruering af kemiske våben skrider

Destrueringen af kemiske våben i Syrien bliver tre måneder forsinket og vil formentligt først være færdig i slutningen af juni.

Offentliggjort Sidst opdateret

Sådan lyder meldingen fra Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben (OPWC) torsdag.

I første omgang havde man ellers forventet at være færdig med destrueringen af sennepsgas og stoffer til gasserne Sarin og VX i slutningen af marts. Årsagen er ifølge OPWC den syriske borgerkrig, dårligt vejr og bureaukrati.

Den kemiske vagthund siger dog, at eksperter vil være i stand til at flytte de kemiske våben hurtigere i de kommende uger.

- Jeg er stadig sikker på, at vi kan nå deadline i slutningen af juni. Vi gør vores bedste for at overholde tidsplanen, siger Ahmet Uzumcu, der er chef for OPWC, på et pressemøde i den italienske hovedstad Rom.

Ahmet Uzumcu siger, at mere end 16 ton ud af 560 ton kemiske stoffer indtil videre er blevet lastet om bord på det danske fragtskib Ark Futura.

- Mængden af de første sendinger har ikke været særlig stor, siger Ahmet Uzumcu.

Ark Futura afhentede tirsdag i sidste uge de første kemiske våben i den syriske havneby Latakia.

Det er meningen, at de kemiske våben via Italien skal bringes om bord på et amerikansk fartøj, der på åbent hav vil stå for destruktionen.

Sennepsgas og lignede stoffer vil blive nedbrudt til mindre giftige materialer.

/ritzau/Reuters