Syriens Assad: Vi er åbne for dialog med alle - også USA
Syriens præsident Assad vil gerne tale med USA, men amerikanerne skal ikke prøve at presse ham, lyder det.
Syriens præsident, Bashar al-Assad, er villig til at have en "dialog" med USA, men hans position som leder af det krigshærgede land ønsker han ikke at drøfte.
Det siger Assad i nyhedsprogrammet "60 Minutes" på CBS ifølge et uddrag, som torsdag blev vist på den amerikanske tv-kanal.
Præsidenten bliver bedt om at kommentere nylige udtalelser fra den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, om, at USA er nødt til at forhandle med Assad for at få afsluttet konflikten i Syrien.
- Som udgangspunkt vil vi i Syrien sige, at enhver dialog er en positiv ting, og vi vil være åbne over for hvilken som helst dialog med enhver, herunder USA, om noget, der er baseret på gensidig respekt, svarer Assad.
Han oplyser, at der ikke har været nogen direkte kommunikation mellem Damaskus og Washington. Samtidig tilføjer Assad:
- Som jeg nævnte, er enhver dialog positiv, men selvfølgelig uden at der bliver lagt pres på Syriens suverænitet.
Efter John Kerrys bemærkninger tidligere denne måned understregede embedsfolk, at det fortsat er den amerikanske regerings mål at finde en politisk løsning på Syriens borgerkrig, der udelukker Assad fra fremtidig indflydelse.
Udenrigsministeriet i Washington har senere sagt, at det ikke kommer på tale at forhandle med Assad. Derudover har ministeriet gjort det klart, at kampen mod Islamisk Stat er USA's vigtigste prioritet i Syrien.
Den ekstremistiske bevægelse kontrollerer store dele af Syrien og Irak.
Borgerkrigen i landet er nu inde sit femte år. Mindst 220.000 personer er blevet dræbt i kampe mellem oprørsgrupper, der ønsker Assad afsat, og det syriske militær.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde