Syriens hær genoptager angreb i Hama
For anden dag i træk beskyder syriske kampvogne byen Hama, og mindst fire civile er dræbt, oplyser lokale beboere.
Angrebet blev sat ind med fuld kraft søndag i bydelen Hamidiyah, hvor mindst 80 døde under hærens beskydning, siger øjenvidner.
Hama er byen, hvor præsident Bashar al-Assads far, Hafez, i 1982 iværksatte en blodig offensiv mod det muslimske broderskab. Det sande omfang er aldrig blevet kendt, men angrebet kan have kostet flere end 10.000 livet.
- Ingen kan forlade byen, fordi soldater og (Assads) militsfolk skyder på må og få med maskingeværer, siger en lokal beboer over telefonen til nyhedsbureauet Reuters.
De voldsomme begivenheder i Hama, en by med 700.000 indbyggere, er blusset op, samtidig med at den muslimske fastemåned ramadanen indledes mandag.
Demonstrationerne mod Assad-styret fortsætter med at vokse i hele Syrien, men hæren bliver ved med at svare igen med de hårdeste midler.
Mens Hama er under angreb, har soldater i weekenden foretaget en offensiv i provinsen Deir al-Zor, der grænser op til Irak.
Lokale beboere siger, at mindst 29 er dræbt i selve byen Deir al-Zor.
- Granatbeskydningen er koncentreret om de nordlige kvarterer. Kampvognene rykker frem mod centrum, fortæller et øjenvidne.
De syriske myndigheder har udvist næsten alle udenlandske journalister, siden urolighederne begyndte i marts.
Det islamistiske muslimske broderskab beskylder ledende alawitter for at føre krig mod Hamas sunnimuslimer. Præsident Assad er alawit, og store dele af hans regeringsapparat er domineret af alawitter.
Alawitter er et mindretal i Syrien.
/ritzau/Reuters
Mindst fire er døde under nye angreb på den syriske by Hama, og mange meldes døde i provinsen Deir al-Zor.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned