Syriens hær indtager oprørets arnested
Et barn, der sammen med sin familie er fordrevet fra Deraa-provinsen, uden for et telt nær de israelsk kontrollerede Golan-højder. Foto: Alaa Al-Faqir/Reuters
Alaa Al-Faqir/Reuters
Den syriske hær har hejst landets flag over den del af den sydlige by Deraa, som var kontrolleret af oprørere.
Syriens præsident, Bashar al-Assad, har vundet en vigtig sejr i kampen mod oprørsgrupper i landet.
Assads regeringshær har indtaget den del af den sydlige by Deraa, som var kontrolleret af oprørere, og har hejst det syriske flag.
Det rapporterer statsligt syrisk tv.
De syriske soldater havde følge af russisk militærpoliti.
Deraa er en symbolsk vigtig by, fordi det var her, at oprøret mod præsident Bashar al-Assads styre begyndte som en protest i foråret 2011.
Statsligt syrisk tv rapporterer, at hæren har hejst flaget tæt ved byens postkontor. Det var den eneste regeringsbygning i den del af byen, som har været på oprørernes hænder siden 2011.
De seneste tre år har Assads styre - med hjælp fra Rusland, Iran og forskellige militser - vundet en række sejre.
I de seneste uger har regeringshæren rykket frem i det sydvestlige hjørne af Syrien, som er et af de sidste store områder, hvor oprørsgrupper har kontrol.
Kampene omkring Deraa har sendt hundredtusinder af civile på flugt.
Fredag meddelte statsligt syrisk tv, at regeringshær og oprørere havde indgået en aftale om den bredere provins, der ligesom byen hedder Deraa.
Ifølge aftalen skal oprørerne overdrage deres våben i tre faser: først i den østlige del af provinsen, dernæst i de oprørskontrollerede dele af provinshovedstaden Deraa og til sidst i den vestlige del af provinsen.
Krigen i Syrien har kostet hundredtusinder af syrere livet i løbet af de godt syv år, den har varet. I samme periode er over halvdelen af Syriens befolkning blevet sendt på flugt fra deres hjem.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde