Syriens militær er klar til våbenhvile

Foto: - /Scanpix

Den syriske militærkommando og lederen af den oprørske Fri Syriske Hær er enige om at indstille skydningen fra fredag morgen i overensstemmelse med den internationalt støttede våbenhvile under de muslimske helligdage.

Offentliggjort Sidst opdateret

Et fredsinitiativ fra den FN-arabiske særlige udsending, Lakhdar Brahimi opfordrer begge sider til at overholde våbenhvilen under den fire dage lange Eid al-Adha-helligdag, som markerer afslutningen på den årlige pilgrimsfærd, hajj.

Mens præsident Bashar al-Assads styrker og Den Fri Syriske Hær siger, at de er parate til våbenhvilen, så vil de islamistiske Ansar al-Islam krigere vil til gengæld ikke lade sig forpligte af våbenhvilen.

Det siger gruppens talsmand Abu Moaz, der tilføjer, at Ansar al-Islam ikke stoler på, at den syriske regering vil overholde den.

Den syriske militærledelse er heller ikke entydig, idet den forbeholder sig dog ret til at besvare angreb og bombeanslag fra oprørernes side. Man vil også svare igen, hvis "terrorgrupper forsøger at forstærke deres stillinger med våben og forstærkninger".

Det gælder også nabolande, der hjælper med smugling af krigere over grænsen i den periode.

Chefen for Den Fri Syriske Hær stiller sig positivt kort efter, at det blev klart, at regeringsstyrkerne ville lægge våbnene. Hvis våbenhvilen holder, så bliver det den første i den 19 måneder lange konflikt, der har kostet 35.000 mennesker livet.

- Vi vil respektere våbenhvilen fra fredag morgen, hvis Syriens hær gør det samme. Men hvis de affyrer et enkelt skud, så svarer vi igen med 100. Så vi forbeholder os retten til at svare igen, siger general Mustafa al-Sheikh telefonisk fra Tyrkiet.

FN's flygtningeorganisation, UNHCR, siger torsdag, at det, under forudsætning af at våbenhvilen holder, er parat til at sende nødhjælp til de tusinder af syriske familier i områder, der tidligere ikke har været mulige at nå frem til.

- Der er ved at blive klargjort i alt omkring 550 ton forsyninger til fordeling blandt op mod 13.000 berørte familier, hvilket svarer til omkring 65.000 mennesker i en række tidligere utilgængelige områder, hedder det i en erklæring fra FN's Flygtningeorganisation.

/ritzau/Reuters