Syriens opposition får ny vind i sejlene
Repræsentanter for en række lande, der er kritiske over for præsident Bashar al-Assads styre i Syrien, mødes onsdag i Marokko for at at diskutere en mulig løsning på den blodige strid i landet.
Det sker efter, at USA som det seneste land i rækken har anerkendt den syriske opposition som legitim repræsentant for det syriske folk. Beslutningen er et vigtigt skulderklap for den nydannede koalition.
- Vi har besluttet, at den syriske oppositionskoalition nu er tilstrækkeligt inkluderende, reflekterende og repræsentativ for den syriske befolkning, så vi opfatter den som legitim repræsentant for det syriske folk, sagde USA's præsident Obama aftenen før mødet i Marrakesh.
Gruppen, der kalder sig Syriens Venner, tæller både arabiske og vestlige lande. Også den danske udenrigsminister, Villy Søvndal (SF), er en del af sammenslutningen.
Landene mødes på et meget kritisk tidspunkt, hvor islamistiske oprørere, der støttes af terrorbevægelsen al-Qaeda, vinder frem i Syrien.
Samtidig nærmer vinteren sig med hastige skridt, og det skaber stor bekymring for de mange syriske flygtninge, der opholder sig i interimistiske lejre rundt omkring.
Øverst på dagsordenen for mødet står derfor udover den politiske magtoverdragelse efter Assads eventuelle afgang også mobiliseringen af den humanitære hjælp i Syrien.
FN oplyser, at antallet af syriske flygtninge, der er drevet på flugt til nabolande og det nordlige Afrika, nu har passeret en halv million.
Rusland, som er Assad-regimets mest magtfulde allierede, undrer sig over, at USA har valgt at anerkende oppositionen i Syrien.
Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, kritiserer USA for at "satse alt" på oppositionens væbnede sejr over præsident Bashar al-Assads regering.
Oppositionen i Syrien har været under hårdt pres for at få forenet landets meget forskellige og ofte rivaliserende grupper i kampen mod regimet.
I november mødtes parterne i Qatar og blev enige om at samle kræfterne i en ny fælles koalition under navnet Den Nationale Koalition for Oppositionen og Den Syriske Revolution.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned