Syriens opposition har plan for overgang

Leder af Syriens opposition, der opholder sig i Kairo, har udarbejdet en overgangsplan, hvis det lykkes dem at få præsident Bashar al-Assad til at træde tilbage.

Men volden fortsætter i Syrien, hvor 32 mennesker blev dræbt fredag - deriblandt 25, der blev skudt ned af syriske sikkerhedsstyrker under en kæmpemæssig demonstration - mens observatører fra Den Arabiske Liga besøgte forskellige brændpunkter i landet.

Antallet af dræbte er opgjort af menneskerettighedsgruppen Syrisk Observatory, som også siger, at de syriske styrker anvendte klyngebomber med søm for at sprede titusindvis af aktivister sammen med almindelig ammunition, tåregas og chokbomber.

Oppositionsgruppen Syriens Nationale Råd (SNC) samt det Nationale Samarbejdsorgan for demokratisk forandring af Syrien (NCB) skriver, at de i en overgangsplan vil "respektere alle borgeres rettigheder."

Oprørernes Frie Syriske Hær siger, at den indstiller alle operationer mod regimet, mens observatørerne fra Den Arabiske Liga forsøger at få gennemført en fredsplan.

- Vi har besluttet at indstille alle operationer - dog ikke, hvis det gælder selvforsvars, siger den afhoppede oberst Riyadh al-Asaad i et telefoninterview med det franske nyhedsbureau.

Den afhoppede oberst gik over til oprørerne i juli i protest mod regimets brutale nedkæmpelse af protestbevægelsen, der opstod i marts. Hidtil er over 5000 mennesker blevet dræbt.

Den afhoppede oberst siger, at hans styrker består af over 20.000 desertører, og at oprørshæren bliver stadigt større.

- Udviklingen afgør, hvornår vi vil genoptage vores operationer. Massakrer tager til. Tidligere blev 20 mennesker dræbt dagligt. Nu er det 50, siger han.

/ritzau/AFP

Fremtid planlagt for Syrien, mens vold fortsætter. Overgangsplan vil "respektere alle borgeres rettigheder."

Offentliggjort Sidst opdateret