Syriens opposition vil klinke skårene
Oppositionsledere fra Syrien tager fredag hul på et to dages møde i Tyrkiet, hvor de vil forsøge at samles om en løsning på den blodige krise i deres hjemland.
- Vi vil arbejde i retning af en samlet vision, siger Burhan Ghalioun, som i sidste måned trådte tilbage som leder af den største oppositionsgruppe, Det Syriske Nationalråd (SNC), på grund af en splittelse, der truede med at ødelægge gruppen.
Stort set alle dele af oppositionen er samlet til mødet i Istanbul, hvor der også er repræsentanter fra flere arabiske og vestlige lande samt en repræsentant for den internationale Syrien-udsending, Kofi Annan.
Bassma Qodmani, der er SNC's chef for udlandsrelationer, siger ligeledes, at målet med mødet er at skabe fælles fodslag blandt de forskellige grupper.
- Der er ikke stor uenighed blandt os nu, siger hun.
SNC har været under kritik for ikke at repræsentere den brede vifte af etniske og religiøse grupper i Syrien og for ikke at samarbejde tilstrækkeligt med aktivister på landjorden.
Det skal der rettes op på nu, lover den kurdiske aktivist Abdel Basset Sayda, som nationalrådet søndag udpegede som ny leder.
Men blandt nogle af de mindre oppositionsgrupper er der ikke den store tiltro til, at lederskiftet i SNC vil skabe tilstrækkeligt med forandringer.
- Jeg er ikke optimistisk angående resultatet. Folket kæmper mod Bashar al-Assad, fordi de vil have en demokratisk land og frihed, ikke for at erstatte Assad med Ghalioun eller Sayda, siger Ammar Qurabi, der er leder af den mindre National Bevægelse for Forandring.
- Revolutionen fortjener noget bedre end denne opposition, tilføjer han.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker