Syriens regimer tilbyder amnesti

De syriske myndigheder tilbyder amnesti til oprørere, der overgiver sig og indleverer deres våben inden for en uge, oplyser det syriske tv.

Med udspillet håber præsident Bashar al-Assads regime at få dæmmet op for den folkelige opstand mod diktaturet.

- Alle, som bærer, har købt eller solgt våben, og som ikke har dræbt nogen med dem, og som overgiver sig til politiet inden næste lørdag, bliver ikke straffet, hedder det i en erklæring fra ministeriet.

Talsmænd for oppositionen siger, at de ikke lader sig overbevise, og at modstanden fortsætter. De påpeger samtidig, at myndighederne ikke er holdt op med at foretage anholdelser eller dræbe systemkritikere.

Der er fredag meldinger om, at syriske soldater har dræbt to civile i den højspændte by Homs.

USA advarer om, at der ikke er opmuntrende tegn på mindre vold, efter at syriske soldater torsdag dræbte 20 civile.

USA siger, at det forventer, at Den Arabiske Liga vil gribe ind, hvis Syrien ikke lever op til sit løfte om at stoppe al vold mod civile og trække sine soldater ud af Syriens byer, herunder Homs, der har været i front ved de hidtil usete demonstrationer mod præsident Bashar al-Assads regime.

Fredag åbnede soldater i kampvogne så igen ild mod adskillige boligkvarterer i Homs.

- To personer blev dræbt, heriblandt en kvinde, da Baba Amro-kvarteret blev beskudt med tunge maskingeværer, siger menneskerettighedsgruppen Syrian Observatory for Human Rights.

Allerede inden fredagsbønnen marcherede snesevis af demonstranter, heraf flere maskerede, gennem hovedstaden Damaskus og råbte regeringsfjendtlige slagord.

/ritzau/AFP

Iagttagere tvivler på, at Syriens regime vil mindske vold eller holde løfter om amnesti.

Offentliggjort Sidst opdateret