Syrisk kampfly har dræbt 18 ved et angreb
10 mænd, seks kvinder og to børn har mandag mistet livet, da et syrisk kampfly bombede et hus i den nordligt beliggende oprørerkontrollerede by al-Bab i Aleppo-provinsen, oplyser organisationen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder.
- Ofrene omfatter to børn, en dreng og en pige. De blev dræbt, da jagerflyet bombede det hus, hvor de havde søgt tilflugt, siger Rami Abdel Rahman, der er leder af menneskeretsgruppen, der har base i London.
Militæret hamrer også løs på adskillige distrikter i byen Aleppo, siger Observatoriet. Det sker mere end seks måneder efter indledningen på, hvad præsident Bashar al-Assads regime advarede om kunne blive "moderen af alle kampe" i Syriens kommercielle center.
Luftangrebet på Al-Bab følger en serie angreb på byer og landsbyer i landdistriktet omkring Aleppo, idet regeringsstyrkerne forsøger at afskære oprørernes forsyningskanaler ind til byen.
Det statslige nyhedsbureau Sanaa siger mandag, at "vore tapre væbnede styrker fortsætter jagten på terrorister, som har lidt store tab," og tilføjer, at hæren har "beslaglagt store mængder våben og ammunition" fra oprørerne i udkanten af Aleppo by.
Hæren har ifølge Sanaa ødelagt et antal pick-up-biler udstyret med tunge maskingeværer ved Kafr al-Hamra ved "den nordlige port til Aleppo, mens terrorister forsøgte at trænge ind i byen".
Flere end 26.000 mennesker har ifølge Observatoriet mistet livet i Syrien efter at et oprør mod regimet brød ud i marts sidste år.
Militæret slog så hårdt ned på de ubevæbnede protestdemonstrationer, at oprøret mange måneder senere har udviklet sig til et væbnet oprør, som af nogen betegnes som en regulær borgerkrig.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub