Syrisk opposition får ambassadør i Paris
Syriens opposition får en ambassadør i Frankrig.
Det er kommet frem i forbindelse med et møde i Paris, hvor den franske præsident, François Hollande, lørdag har taget imod Ahmed Moaz al-Khatib, leder af den nydannede oppositionsgruppe Syriens Nationale Koalition for Opposition og Revolutionære Styrker.
Embedsmænd fra det franske præsidentpalads siger, at de to skal tale om, hvordan man kan beskytte de "befriede" områder i Syrien, og hvordan man sikrer humanitær bistand til de mange flygtninge fra konflikten mellem oprørere og Assad-regimet.
Udmeldingen kommer få dage efter, at Frankrig som det første større land anerkendte den syriske opposition som den eneste retmæssige repræsentant for syrerne.
Siden har Danmarks udenrigsminister, Villy Søvndal (SF) sagt, at EU og Den Arabiske Liga har lovet at støtte den syriske opposition og den nydannede koalition.
Men den danske udenrigsminister mener, at det er for tidligt for Danmark at anerkende "en eneste ene" i Syrien.
Syriens Nationale Koalition for Opposition og Revolutionære Styrker blev dannet i Doha for en uge siden.
Den består af alle de vigtigste religiøse, etniske og politiske grupperinger, der kæmper imod præsident Bashar al-Assad og hans styre i Damaskus.
Mens de to ledere lørdag mødes i Paris, fortsætter kampene i Syrien. Oprørere og styrker, der er loyale over for Assad, er stødt sammen i millionbyen Aleppo, hvor en bilbombe er eksploderet.
To mennesker har mistet livet ved bombeanslaget, oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.
Fredag var en blodig dag, hvor angreb kostede et stort antal menneskeliv. 106 mennesker omkom - 42 soldater, 42 civile og 22 oprørere, viser organisationens opgørelse, der er baseret på indberetninger fra øjenvidner og aktivister.
Mere end 39.000 mennesker er ifølge observatoriet blevet dræbt, siden borgerkrigen i Syrien brød ud for 20 måneder siden.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker