Syrisk oppositionsleder kritiserer Nato-nej

Den syriske oppositionsleder Moaz al-Khatib er stærkt kritisk over for Natos kontante nej til hans forespørgsel om at få militær støtte til oprørskontrollerede områder i Syrien.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Når Nato siger nej, er det det samme som at sige til præsident Bashar al-Assad, at han kan gøre, som han vil, siger al-Khatib.

Oppositionslederen meddelte for få dage siden meget overraskende, at han trækker sig fra posten som leder af Syriens Nationale Koalition. Han vil dog stadig varetage visse ledelsesmæssige opgaver.

- Jeg har indgivet min afskedsbegæring, og jeg har ikke trukket den tilbage. Men jeg er nødt til at fortsætte, indtil generalkomitéen mødes, siger al-Khatib.

Nato meddelte tirsdag, at alliancen ikke har planer om at gribe militært ind i Syrien.

Kommentaren kom, efter at al-Khatib havde bedt USA om at bruge patriotraketter for at beskytte oprørskontrollerede områder mod luftangreb fra Assad-regimet.

- Jeg er overrasket over, at USA ikke vil gøre mere for at beskytte det syriske folk, siger al-Khatib onsdag.

Den syriske opposition indtog tirsdag for første gang pladsen som officiel repræsentant for det syriske folk ved Den Arabiske Ligas topmøde i Qatar.

Moaz al-Khatib var trods sin opsigelse mødt op som repræsentant for oppositionen.

Syriens Nationale Koalition er anerkendt af en lang række lande og organisationer som den legitime repræsentant for den syriske befolkning.

Den Arabiske Liga smed i november 2011 præsident Bashar al-Assads regime ud på grund af den syriske hærs hårdhændede behandling af landets demonstranter.

Ved topmødet i Qatar skal de arabiske lande netop diskutere situationen i det borgerkrigshærgede Syrien, mens også Israel-Palæstina-konflikten er på dagsordenen.

Flere end 70.000 personer er ifølge FN døde under opstanden i Syrien.

/ritzau/Reuters