Syrisk oprørsbevægelse har stor opgave foran sig
Natten til søndag dansk tid rykkede syriske oprørsgrupper ind i hovedstaden Damaskus og erklærede, at landets præsident, Bashar al-Assad, var blevet væltet. Foto: Yasin Akgul/Ritzau Scanpix
Vi skal holde øje med, om spændet af ideologier forenes i en syrisk overgangsregering, påpeger seniorforsker.
Alles øjne er på Syrien, efter at oprørsstyrker natten til søndag dansk tid væltede landets præsident, Bashar al-Assad.
Hvordan fremtiden nu ser ud for landet, der har været styret af Assad-familien i mere end 50 år, er uvist.
Oprørs- og oppositionsbevægelserne i og udenfor Syrien er et sammensurium af forskellige grupper, fortæller Helle Malmvig, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (Diis).
Bevægelsen er ledet af den islamistiske bevægelse Hayat Tahrir al-Sham (HTS).
- Vi skal holde øje med, om HTS sørger for at få det enorme spænd af oppositionsstrømninger og ideologier med i en overgangsregering, siger hun.
Oppositionsstemmerne indenfor og udenfor Syrien indeholder strømninger af alt fra Den Frie Syriske Hær og gruppen Muslimsk Broderskab, som Helle Malmvig kalder "blød islamisme" til sekulære og demokratiske stemmer.
Det betyder også, at der er store uenigheder.
Blandt andet når det kommer til, i hvor høj grad styret skal være et islamistisk eller demokratisk og sekulært, samt hvor stor en rolle religion skal spille i regeringsstyrelsen, fortæller forskeren.
- Syrien har altid bestået af de her mange grupper - kristne, alawitter, kurdere, sunnimuslimer. Landet har haft en traditionel selvforståelse af, at det er et land, der består af mosaikker.
- Så vi skal have alle mosaikkerne repræsenteret - ellers borger det for mere ustabilitet, siger hun.
Det er en kæmpestor opgave, påpeger Helle Malmvig, men om det kan lykkes, er for tidligt at spå om.
- Vi skal holde øje med, hvem der komme til at sidde i overgangsregeringen, hvilken proces, der tegnes op i forhold til forfatning og valg, og hvordan de internationale magter reagerer, siger hun.
Helle Malmvig tilføjer, at man også skal forstå, at "demokrati" ikke er et ord i HTS' ordbog.
- De snakker ikke om demokrati, men om statsinstitutioner. Så vi skal ikke stikke os blår i øjnene og tænke, at HTS vil have et sekulært demokrati.
- Man kan håbe, at HTS holder fast i en forhandlet løsning, hvor alle strømninger i Syrien skal gå op og repræsenteres - og hvor HTS bare er én af strømningerne, siger hun.
Hvor Bashar al-Assad befinder sig, efter at oprørsstyrkerne indtog Damaskus, er søndag formiddag uvist.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters fortæller kilder, at præsidenten kan have været om bord et fly, der muligvis er styrtet ned. Men dette er ikke officielt bekræftet.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker