Årets næstsidste dag blev endnu en blodig en af slagsen i det krigshærgede Syrien. I alt 17 mennesker har ifølge aktivister mistet livet.
Mindst 12 mennesker er dræbt af regeringsstyrker, først og fremmest i byerne Daraa og Hama, meddeler organisationen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.
I Syriens tredjestørste by, Homs, meldes fem medlemmer af sikkerhedsstyrkerne dræbt.
Også i byen Douma, der er en forstad til hovedstaden Damaskus, udbrød der fredag eftermiddag heftige kampe mellem syriske soldater og desertører fra hæren, oplyser den syriske menneskerettigheds-organisation.
Regeringsstyrkerne i Douma beskyldes for at bruge sømbomber mod folkemængderne. Mere end 24 demonstranter skal være såret.
Dermed er blodsudgydelserne i Syrien ikke stilnet af, selv om Den Arabiske Liga har sendt observatører til landet for at kontrollere, om præsident Bashar al-Assad holder sit løfte om at stoppe overgrebene mod civile.
Også i Idlib-provinsen var der meldinger om store protester mod Assads styre. Her gik op mod en kvart million demonstranter på gaden efter fredagsbønnen.
En aktivist ved navn Manhal siger, at tusinder forsøgte at komme frem til den centrale plads i Idlib for at demonstrere, men at det mislykkedes, fordi sikkerhedsstyrkerne skød med skarpt og affyrede store mængder tåregas.
- Folk håbede, at observatørernes tilstedeværelse ville forhindre de værste angreb. Jeg ville mene, at vi har delvis beskyttelse, for jeg tror ikke de vil skyde med skarpt mod os for øjnene af observatørerne, siger Manhal.
Mange af de aktivister, der nu på tiende måned protesterer mod Assad-regimet, har kritiseret observatørmissionen for at være for lille og for at være så omgivet af regeringssoldater, at den ikke er til at komme i nærheden af.
Udenlandske medier har ikke adgang til Syrien, og derfor kan oplysningerne ikke umiddelbart bekræftes af uafhængige kilder.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned