Syriske evakueringer er gået i stå efter skud mod busser
Grønne busser skulle fragte oprørere og civile væk fra krigszoner, men evakueringen af to landsbyer og det østlige Aleppo i Syrien er udsat på ubestemt tid. Arkivfoto Foto: AP/Uncredited
AP/Uncredited
Civile og oprørere må vente endnu længere på at komme væk fra det østlige Aleppo og to landsbyer.
Evakueringen af det østlige Aleppo og to syriske landsbyer er søndag aften igen blevet sat på pause.
Det melder Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder ifølge flere internationale medier.
Årsagen er, at bevæbnede personer tidligere søndag gik til angreb på busser, der skulle transportere mennesker ud af landsbyerne al-Foua og Kefraya. Ifølge observatoriet er en buschauffør blevet dræbt.
Evakueringerne er udskudt indtil videre. Der er ikke meldinger om, hvornår busser igen vil kunne køre til og fra områderne for at hjælpe oprørere og civile væk.
Foruden skud mod busser er evakueringen blevet indstillet, da sikkerheden for de mange mennesker ikke kan garanteres.
Så længe busserne ikke kører fra al-Foua og Kefraya, står busser i det østlige Aleppo efter alt at dømme også stille.
Tidligere søndag var meldingen ellers, at busser til oprørere og deres familier havde sat sig i bevægelse i både det østlige Aleppo og de to landsbyer.
Dog er ingen tilsyneladende kommet ud af de krigsramte områder.
Et dokument, som nyhedsbureauet Reuters har set, beskriver tilsyneladende en drejebog for evakueringen.
Her beskrives det, at 2500 mennesker skal hjælpes ud af al-Foua og Kefraya. Parallelt vil mennesker i Aleppo få mulighed for at blive fragtet væk fra det krigsramte område.
Sidenhen skal yderligere 1500 mennesker transporteres ud af de to landsbyer. Det vil udløse muligheden for også at fragte 1500 mennesker i byerne Madaya og Zebadani nær Libanon sikkert væk.
Når disse byer er evakueret, og menneskerne er kommet sikkert til regeringens områder, vil et nyt kuld oprørere i Aleppo og deres familier få lov til at forlade byen.
FN's Sikkerhedsråd er søndag aften dansk tid blevet enig om et udkast til en resolution. Sikkerhedsrådet vil stemme om teksten mandag.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned