Programkoordinator i flygtningehjælpen Lone Bildsøe Lassen er netop vendt hjem fra området Wadi Khaled i det nordlige Libanon, hvor fattige libanesiske familier har taget imod tusindvis af syriske flygtninge.
- I starten var det mest kvinder og børn, der flygtede over grænsen. Vi har en formodning om, at det var familierne til de mænd, der kæmpede inde i Syrien. Men nu ser vi, at det er hele familier - mænd, kvinder og børn, der flygter, fortæller Lone Bildsøe Lassen.
Wadi Khaled, der har 40-50.000 beboere og ligger bare en time fra Homs, kan forvente endnu flere syriske flygtninge, end de, der allerede er smuglet ind i området.
- Der er rygter om, at mindst 7000 flygtninge står lige på den anden side af grænsen og gerne vil ind i Libanon. Så man kan kun formode, at der kan komme rigtig mange flere, siger Lone Bildsøe Lassen.
Cirka 95 procent af de syriske flygtningene bor hos private familier, og det er hårdt for et lokalsamfund, der i forvejen kæmper med jobmangel og fattigdom.
- Det er opslidende for alle de venlige mennesker. Derfor hjælper vi med at sørge for, at værtsfamilierne kan blive ved med at have flygtninge boende. Vi uddeler blandt andet fødevarer, fortæller programkoordinatoren.
Der bliver også uddelt tæpper, for Wadi Khaled er et iskoldt bjergområde.
- Mange flygtninge bor i garager. De bor koldt, men de har trods alt tag over hovedet, og de bor sammen med en familie, som i et eller andet omfang kan tage sig af dem, lyder det fra Lone Bildsøe Lassen.
Dansk Flygtningehjælp arbejder også inde i Syrien og beskæftiger sig derfor udelukkende med den humanitære del af den syriske krise.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde