Syriske myndigheder slår igen efter kampe mod Assad-loyalister

Syriske sikkerhedsstyrker er på vej mod byen Latakia for at slå ned på militser, der er loyale over for Syriens tidligere præsident Bashar al-Assad. Foto: Mahmoud Hassano/Reuters

Mindst 124 mennesker har mistet livet siden torsdag efter voldelige sammenstød med Assad-støtter i Syrien.

Offentliggjort Sidst opdateret

Syriens nye myndigheder har fredag indledt en omfattende sikkerhedsoperation for at slå hårdt ned på militser, der støtter Syriens tidligere præsident Bashar al-Assad.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr) er 52 mænd fredag blevet "henrettet" af sikkerhedsstyrker i provinsen Latakia. Det er et af de områder, hvor sikkerhedsoperationen er iværksat.

Det er dog uklart, hvornår drabene er sket. De dræbte er ifølge Sohr alawitter. Det er den shiamuslimske sekt, som ekspræsident Bashar al-Assad tilhører.

72 personer blev torsdag dræbt i Syrien i de mest voldelige sammenstød mellem Assad-loyale militser og landets sikkerhedsstyrker, siden Bashar al-Assad i december blev væltet og flygtede ud af Syrien.

Fredagens operation er "målrettet rester af Assads militser og dem, der støttede dem", lyder det ifølge nyhedsbureauet SANA.

- Vi vil genoprette stabiliteten i regionen og beskytte vores folks ejendom, siger Mustafa Kneifati, embedsmand i sikkerhedstjenesten i Latakia, ifølge AFP.

Der er indført udgangsforbud i flere områder i forbindelse med fredagens sikkerhedsoperation. For eksempel i Latakia, en højborg for støtter af den tidligere præsident Bashar al-Assad.

Sikkerhedsoperationen foregår i byer, landsbyer og i bjergene ved byerne Latakia og Tartus. Forsvarsministeriet oplyser, at der er sendt forstærkninger til begge områder.

Volden i Syrien er den største udfordring for landets nye myndigheder. Det har været en vanskelig opgave at genoprette sikkerheden i landet, der har været plaget af krig og konflikt i årevis.

Oprørere væltede i december Bashar al-Assads styre og forsøger nu at opbygge landet på ny. Faldet af styret markerede samtidig en afslutning på den 13 år lange borgerkrig. En borgerkrig, der har kostet en halv million mennesker livet.

Siden begyndelsen af december er 300.000 flygtninge vendt hjem til Syrien. Det oplyser en talsperson fra FN's Flygtningeorganisation (UNHCR) fredag ifølge AFP.

UNHCR tilføjer, at yderligere 900.000 internt fordrevne i Syrien også er vendt hjem siden slutningen af november.

/ritzau/