Syriske oprørere beskyldes for tortur

De foretager betydelige brud på menneskerettighederne.

Det gælder både tortur, bortførelser og henrettelse af medlemmer af det syriske regimes sikkerhedsstyrker og tilhængere af præsident Bashar Assad.

Det når menneskerettighedsgruppen Human Rights Watch (HRW) med base i New York frem til.

- Den syriske regerings brutale taktik kan ikke retfærdiggøre den misbrug, der foretages af væbnede oppositionsgrupper, siger Sarah Leah Whitson, der er mellemøstchef i HRW.

- Oppositionens ledere bør gøre det klart for deres tilhængere, at de ikke under nogle omstændigheder må bruge tortur eller foretagne bortførelser eller henrettelser, siger hun.

Ifølge HRW begyndte den syriske revolte stort set som en fredelig opstand. Det skete i marts i fjor.

Men den har siden forvandlet sig til et væbnet oprør, specielt siden februar, da regeringen gennemførte storstilede angreb på oppositionens højborge rundt om i landet.

HRW siger, at mange regeringsfjendtlige grupper har gennemført brud på menneskerettigheder, men de synes ikke at tilhøre en organiseret kommandostruktur.

Samtidig ser det ikke ud til, siger HRW, at grupperne adlyder ordrer fra Syriens Nationale Råd (SNC), den største oppositionsgruppe.

HRW siger, at den kan dokumentere tilfælde af bortførelser, tortur og henrettelser, og at der oftest er et sekterisk motiv til forbrydelsen.

Syriens befolkning er på 23 millioner mennesker, og det er overvejende sunnimuslimer.

Præsident Assad er alawit, der er en gren af shiaislam, og som er et mindretal i Syrien.

/ritzau/AFP

Medlemmerne af den væbnede opposition i Syrien er ikke engle.

Offentliggjort Sidst opdateret