Syriske oprørere erobrer base nær Damaskus

Oprørere i Syrien siger, at de har indtaget en helikopterbase 15 kilometer øst for hovedstaden Damaskus.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis oplysningerne holder stik, er basen det andet store militæranlæg, der falder i oprørernes hænder i løbet af få dage.

Torsdag erobrede oprørerne en militærbase i provinsen Deir al-Zor, der ligger i den østlige del af Syrien.

Søndag udsendte oprørerne flere videoer af sig selv, mens de angiveligt går rundt på helikopterbasen med AK-47-geværer i hænderne.

- Med Guds hjælp er Marj al-Sultan luftbasen i det østlige Ghouta blevet befriet, siger en oprørsleder på videoen.

To helikoptere og en radarstation skulle være ødelagt under angrebet, mens 15 personer blev taget til fange.

Oprørerne siger, at præsident Bashar al-Assad og hans militær er begyndt at trække styrker tilbage fra flere provinser for at styrke forsvaret af Damaskus.

Lørdag blev 94 mennesker dræbt i kamphandlinger over hele Syrien, oplyser det London-baserede Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.

Gruppen, der består af aktivister, advokater og læger, rapporterer desuden om kampe i byen Zamalka nordøst for Damaskus og i nærliggende Harasta.

I den sydlige provins Daraa kontrollerede oprørerne i en kort periode en militærpost på grænsen til Jordan.

I den nordlige del af landet fortsatte rebellerne deres offensiv mod regeringssoldater, som er udstationeret ved den strategisk vigtige Tishrin-dæmning, der forbinder provinserne Aleppo og Raqa.

Oprørerne kontrollerer allerede en af hovedvejene til Raqa, og dæmningen vil give dem fri passage over et større område mellem de to provinser, der begge grænser op til Tyrkiet.

/ritzau/Reuters