Syriske oprørere fordømmer militante islamister
Den syriske opposition, der er samlet i Den Nationale Koalition, fordømmer angreb, som militante islamister har rettet mod oprørere i Syriens Frie Hær.
Bag angrebene på de moderate oprørere står folk med tilknytning til al-Qaeda, der er samlet i en bevægelse, som kalder sig Den Islamiske stat Irak og Levanten.
- Koalitionen fordømmer aggressionerne mod den syriske revolutions styrker og den fortsatte ligegyldighed over for syrernes liv, og den anser denne opførsel for at være i modstrid med den syriske revolution og de principper, den forfægter, hedder det i en erklæring fra Den Nationale Koalition.
I særlig grad fordømmes, at de militante islamister onsdag har erobret byen Azaz ved grænsen til Tyrkiet fra oprørerne efter flere timers voldsomme kampe mod Syriens Frie Hær.
Jihadisterne, der lige som oprørerne bekæmper præsident Bashar al-Assads regime, har også forsøgt at indtage den oprørskontrollerede grænseovergang til Tyrkiet ved Bab as-Salameh.
Den Nationale Koalition beskylder jihadisterne for at agere efter en "udenlandsk dagsorden" og for forsøg på at skabe "en ny stat inden for Syrien".
Azaz var en af de første byer, der i juli 2012 blev erobret af Syriens Frie Hær. Oprørerne gjorde byen til deres administrative center.
Spændingerne mellem de militante ultrareligiøse og Syriens Frie Hær er trappet meget op de seneste måneder, særligt i det nordlige Syrien, hvor Assads modstandere kontrollerer et stort landområde.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned