Syriske oprørere generobrer strategisk base
Syriske oprørere har genvundet kontrollen over en strategisk base i nærheden af byen Aleppos internationale lufthavn efter voldsomme kampe, der har kostet flere end 50 mennesker livet, oplyser Syriens Observatorium for Menneskerettigheder lørdag.
Regeringssoldater støttet af krigere fra den libanesiske militante shiamuslimske Hizbollah-gruppe havde generobret store dele af Base 80 i udkanten af Syriens største by mod nord efter et angreb fredag morgen.
Men oprørskrigere, blandt dem al-Qaeda-tilhængere, gik til modangreb efter mørkets frembrud, brugte Grad-raketter mod hærens kampvogne og vandt al det mistede territorium tilbage ifølge Observatoriet.
- Som resultat af kampene har oprørerne og de hellige krigere generobret de dele af basen, som militæret havde erobret i løbet af dagen, siger Observatoriets direktør Rami Abdel Rahman.
Han siger videre, at kampene har kostet mindst 53 mennesker livet, 33 på oprørernes side og 20 på regeringssoldaternes side.
Oprørerne erobrede Base 80, som var kaserne for både Aleppos internationale lufthavn og for den tilstødende Nayrab militærlufthavn, i februar.
Det lykkedes dem ikke at erobre begge lufthavne, men civile flyvninger har været indstillet siden begyndelsen af året på grund af oprørernes ild.
Hæren har i de seneste dage gennemført flere fremrykninger øst for Aleppo, heriblandt generobringen af byen Sfeira, der har været kontrolleret af oprørerne i mere end et år.
Flere end 120.000 mennesker har ifølge observatoriets opgørelser mistet livet i Syrien siden konflikten brød ud i marts 2011.
Desuden er flere millioner fordrevet inden for Syriens grænser eller har valgt at flygte til udlandet.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker