Oprørsledere fra Den Frie Syriske Hær (FSA) siger, at især USA burde skærpe sanktionerne mod Assad og finde en måde at forsyne oprørerne med militært materiel.
- Det vigtigste er materiel støtte. Vi kan gøre det her selv. Vi beder ikke om, at udenlandske styrker rykker ind. Vi har tallene på vores side, vi har bare ikke våbnene, siger en oprørsleder til nyhedsbureauet AFP.
Tirsdag sagde den amerikanske og republikanske senator John McCain, at alle diplomatiske løsningsmuligheder var ved at være udtømte, og at det var på tide at overveje at bevæbne den militært underlegne opposition.
Det blev dog hurtigt afvist af Det Hvide Hus.
- Det er et skridt, som vi ikke overvejer endnu, siger Barack Obamas talsmand Jay Carner.
- Vi mener ikke, at flere våben i Syrien er svaret, siger Victoria Nuland fra det amerikanske udenrigsministerium.
Syriske oprørsledere siger, at befolkningen i den belejrede by Homs, der blev angrebet med raketter og granater af regeringsstyrker, nu står over for en humanitær katastrofe.
Situationen kan forværres i de kommende dage, hvis hæren ikke løsner sit jerngreb på transportveje og tillader mad og andre forsyninger at komme ind i byen.
Oprøret har indtil videre kostet 6000 livet siden marts.
De syriske styrker har fortsat deres voldsomme angreb på Homs og andre byer i det uroplagede land, hvor mindst 62 blev dræbt onsdag. Det oplyser menneskeretsgruppen Syrian Observatory for Human Rights.
Bombardementerne mod Homs var onsdag endnu kraftigere end tirsdag, og både forældre og børn skal ifølge eksilsyrere være blevet dræbt, da deres hjem blev stormet af soldater, der støtter præsident Assad.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde