Syriske oprørere vil have FN på banen

- Over 110 mennesker blev dræbt (halvdelen af dem børn) af det syriske regimes styrker i byen Houla. Nogen af ofrene blev ramt af granater, mens andre, hele familier, blev massakreret, hedder det i en udtalelse fra oppositionen, Syriens Nationale Råd (SNR).

Også det Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, med base i London, anklager hæren efter angrebet på Houla.

- Det var en rigtig massakre, som fandt sted, og FN-observatørerne forholder sig tavse, siger Rami Abdel Rahman, der er leder for organisationens observatørgruppe. Han opgør antallet af dræbte til omkring 50.

Ifølge FN's leder, Ban Ki-moon, er risikoen for en total borgerkrig i Syrien vokset. Det advarede han om fredag. Og nu vil SNR have FN på banen.

- FN's Sikkerhedsråd bør holde et hastemøde for at undersøge situationen og for at fastslå FN's ansvar i lyset af disse massedrab, hedder det i meddelelsen fra oppositionsblokken.

Titusinder af mennesker var på gaden fredag over hele Syrien for at protestere mod præsident Bashar al-Assads regime. Der var oplysninger om adskillige dræbte i det nordlige Syrien langs grænsen til Tyrkiet, hvor kamphelikoptere blev sat ind.

Formelt er der våbenhvile i Syrien, som kom i stand efter mægling fra FN's særlige udsending, Kofi Annan.

FN-diplomater i Geneve siger, at Annan i begyndelsen af næste uge vender tilbage til Syrien.

FN har sendt godt 275 observatører til Syrien for at følge den våbenhvile, som tydeligvis ikke eksisterer i store dele af landet. Der er 10 danskere i observatørgruppen.

/ritzau/AFP

Den største oppositionsblok i Syrien vil have FN's Sikkerhedsråd hasteindkaldt lørdag. Opfordringen kommer efter fredagens blodige begivenheder nær byen Homs. Her blev et stort antal mennesker dræbt af det syriske regimes tropper.

Offentliggjort Sidst opdateret