Syriske sikkerhedsstyrker fortsætter deres brutale nedkæmpning af modstandere af præsident Bashar al-Assad. Mandag er mindst tre personer dræbt under aktioner flere steder i landet.
Det siger menneskeretsgruppen Syrian Observatory, der også opgiver, at snesevis af demonstranter er tilbageholdt inden for de seneste døgn.
- Sikkerhedsstyrkerne gennemsøger mistænkte demonstranters hjem i flere byer, siger Abdel Rahman - en talsmand for menneskeretsgruppen.
Drabene sker samtidig med, at det autoritære styre sender en større styrke ind i landsbyen Hit tæt ved grænsen til nabolandet Libanon, hvor der i weekenden var flere demonstrationer mod Assad.
Sikkerhedsstyrker er også sendt til byen Rastan i den nordlige del af landet, hvor adskillige soldater er deserteret fra den syriske hær.
2 personer blev skudt og dræbt i byen Idlib, mens flere end 20 blev anholdt tidligt mandag morgen, siger øjenvidner. Samtidig blev en person dræbt i en forstad til Damaskus, hvor flere personer også er anholdt.
Øjenvidner siger, at mindst 6 personer blev dræbt søndag.
I byen Rastan i Homs-provinsen ankom godt 40 kampvogne og pansrede mandskabsvogne ved femtiden, og kort efter kunne der høres tungt artilleri og maskingeværskud i byen. Øjenvidner siger, at der var adskillige nedslag i beboede områder.
- Kampvogne er også stationeret i udkanten af byen, siger en indbygger, der fortæller, at udstationeringen kommer, efter at adskillige soldater er deserteret fra hæren inden for de seneste dage.
Deserteringer fra hæren i Rastan begyndte allerede for tre måneder siden, da sikkerhedsstyrker første gang slog til mod byen.
Mindst 2200 personer har mistet livet i Syrien, siden opstanden mod al-Assad tog fart i midten af marts.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker