Syriske soldater dræbt i tyrkisk angreb
Flere syriske soldater har mistet livet i et natligt tyrkisk bombardement mod en syrisk militærpost nær grænsebyen Tel Abyad, oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.
Oplysningerne er endnu ikke blevet bekræftet af andre kilder. Men ifølge syriske sikkerhedsstyrker fortsætter Tyrkiet sine angreb og rammer mål inde i Syrien ca. 10 kilometer fra grænsen mellem de to nabolande.
Det tyrkiske angreb kommer efter, at mortergranater onsdag blev affyret fra Syrien og slog ned i en tyrkisk landsby. Mindst fem mennesker blev dræbt, mens ni blev såret.
- Vore styrker i grænseregionen gengældte angrebet umiddelbart ved at ramme mål, som kunne ses på en radar, siger en talsmand for den tyrkiske premierminister, Tayyip Erdogan.
Det er tredje gang, at granater fra borgerkrigen i Syrien har ramt inde i Tyrkiet, men det er første gang, at det har kostet menneskeliv.
- Tyrkiet vil aldrig lade sådanne angreb fra Syrien være ubesvarede. Det er angreb på vor nationale sikkerhed, siger Erdogans talsmand.
Alle Natos ambassadører har på et hastemøde onsdag aften diskuteret udviklingen i grænseområdet mellem Syrien og Tyrkiet.
Efterfølgende lyder meldingen fra Nato, at det syriske angreb er et soleklart brud på folkeretten, og alliancen understreger, at den fortsat står side om side med Tyrkiet.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker