Syriske styrker generobrer IS-kontrolleret by nær Palmyra
Byen al-Qaryatain, der har været kontrolleret af IS siden august, er nu tilbage på regeringshærens hænder.
Syriske regeringsstyrker er med hjælp fra russiske luftangreb søndag rykket ind i byen al-Qaryatain, der har været kontrolleret af militante fra Islamisk Stat (IS) siden august sidste år.
- Hæren har med opbakning fra kræfter, der støtter regimet, bragt sikkerhed og stabilitet tilbage til byen al-Qaryatain. Hæren har knust Daesh-terroristernes sidste positioner der, oplyser syrisk stats-tv, som bruger den arabiske betegnelse for Islamisk Stat.
Offensiven sker, efter at regeringsstyrkerne gradvist har omringet byen de seneste dage.
Byen ligger 100 kilometer vest for den syriske oldtidsby Palmyra, som regeringsstyrker generobrede fra Islamisk Stat for en uge siden.
Den syriske præsident, Bashar al-Assad, har længe forsøgt at generobre al-Qaryatain, der ligger strategisk godt i ørkenen i Homs-provinsen og kan sikre olie- og gasruter mellem Damaskus-området og det østlige Syrien.
Syriske statsmedier rapporterer, at regeringsstyrkerne er rykket ind i al-Qaryatain fra alle retninger.
Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der sædvanligvis er velorienteret gennem et netværk af meddelere i Syrien, oplyser, at regeringsstyrker har generobret halvdelen af byen. Imens fortsætter kampene nord og sydøst for byen, der er omgivet af bjerge.
- Praktisk talt kan man sige, at byen er faldet militært, fordi regimet kontrollerer de omkringliggende bjerge, siger observatoriets direktør, Rami Abdurrahman.
Ifølge overvågningsgruppen har flere end 40 angreb fra russiske og syriske fly ramt nær al-Qaryatain søndag.
Islamist Stat har fortsat fuld kontrol over byen Raqqa, ligesom den militante gruppe styrer det meste af Deir al-Zor-provinsen i det østlige Syrien, der grænser op til Irak.
/AFP
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker