Systemkritiker vender hjem til Egypten

Mens demonstrationerne i Egypten fortsætter og tilsyneladende tager til i styrke meddeler Egyptens mest prominente systemkritiker, Mohamed el-Baradei, der til daglig bor i Wien, at han kommer til Kairo torsdag.

Demonstranterne har hidtil brugt Facebook og Twitter til at koordinere deres demonstrationer. Men med el-Baradeis ventede hjemkomst får de måske den leder, de mangler.

I givet fald vil det være en leder med internationalt ry. Han har tidligere fået Nobels fredspris og har været formand for FN Atomenergiagentur.

- Jeg vender tilbage til Kairo og tilbage til gaderne, for jeg har ikke noget valg. Man går ud på gaderne sammen med den massive folkemængde, og man håber, at det ikke går galt, siger han til den amerikanske hjemmeside The Daily Beast og fortsætter:

- Men indtil videre lader det ikke til, at styret har fattet budskabet.

Han siger, at mange egyptere ikke længere vil tolerere Mubaraks regering, end ikke i en overgangsperiode, og han afviser påstanden om, at diktatoriske arabiske ledere er det eneste bolværk mod islamistisk ekstremisme, som "åbenlys fup".

- Når vi taler om Egypten, så er der en hel regnbue af forskellige mennesker, der er sekulære, liberale og markedsorienterede. Hvis de får chancen, så vil de sørge for at vælge en regering, der er moderne og moderat, siger el-Baradei.

Samtidig har aktivisterne kaldt til demonstration efter fredagsbønnen. Få timer efter, at demonstrationen var annonceret på Facebook havde flere end 24.000 udtrykt støtte til den.

/ritzau/Reuters

Demonstranterne i Egypten kan få den leder, der har ventet på, når kendt systemkritiker torsdag vender hjem.

Offentliggjort Sidst opdateret