Syv anholdt for planer om stort angreb i Holland
Hollandske myndigheder har overvåget mistænkte i et halvt år og siger, at et større terrorangreb er afværget.
Politiet i Holland har anholdt syv mænd, der mistænkes for at planlægge "et større terrorangreb". De mistænkte planlagde at bruge håndgranater, automatvåben og bombebælter.
Det oplyser den hollandske anklagemyndighed i en meddelelse, skriver nyhedsbureauet AFP.
Politiet fik i første omgang et tip fra efterretningstjenesten. Det gik på, at der var planer om et angreb mod "et stort arrangement i Holland". En af de mistænkte ønskede angiveligt at dræbe "mange ofre".
Tungt bevæbnet politi anholdt de syv mænd på fire forskellige steder i Holland.
De syv mænd er i alderen 21 til 34 år. De har været i myndighedernes søgelys i knap et halvt år.
- De mistænkte var på udkig efter AK47-maskinpistoler, håndvåben, håndgranater, bombebælter og råmaterialer til flere (bil)bomber, skriver den hollandske anklagemyndighed.
Tre af de syv har tidligere været anholdt efter forsøg på at slutte sig til militante grupper i udlandet.
Den hovedmistænkte bag angrebsplanerne er en 34-årig iraker. Han blev sidste år dømt for at have rejst udenlands for at slutte sig til Islamisk Stat.
De syv anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør fredag.
Den hollandske koordinator for terrorbekæmpelse skriver på Twitter, at de formodede angrebsplaner stemmer overens med det trusselsbillede, der gælder for Holland i dag.
Myndighederne har fastsat trusselsniveauet til fire. Det højeste niveau på skalaen er fem.
- Jihad-netværk er også aktive i Holland med det formål at planlægge angreb i Europa, skriver antiterrorkoordinatoren ifølge nyhedsbureauet AP.
- Dagens anholdelser skal ses i det lys.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker