Syv dræbt i angreb mod fødselsdagsfest i USA
En mand skød sin kæreste og fem andre ved en fødselsdagsfest i USA, inden han rettede sit våben mod sig selv.
Syv mennesker er døde efter et skyderi i byen Colorado Springs i USA søndag.
Gerningsmanden angreb en fødselsdagsfest, hvor blandt andre hans kæreste var til stede.
Han dræbte hende og fem andre, inden han rettede sit våben mod sig selv.
- Den mistænkte, som er kæreste til et af de kvindelige ofre, kørte til boligen, gik ind og begyndte at skyde folk til festen, inden han tog sit eget liv, fremgår det af en meddelelse fra politiet i Colorado Springs.
Der var børn til stede ved festen, men gerningsmanden skød ikke dem. De er nu anbragt hos familiemedlemmer, meddeler myndigheder i byen.
Det er endnu uklart, hvad motivet bag masseskyderiet var.
Forbrydelsen skete efter midnat natten til søndag lokal tid. Da politiet kom til stedet, fandt de seks døde mennesker og en hårdt såret. Den syvende døde senere af sine kvæstelser, rapporterer tv-stationen KKTV.
Politiet har ventet med at offentliggøre oplysninger om drabet, så de pårørende kunne nå at få besked først.
Der er endnu ikke oplyst mere om, hvem ofrene er - ud over at de alle er voksne.
Colorado Springs ligger omkring 110 kilometer syd for delstaten Colorados hovedstad, Denver.
Søndagens masseskyderi er blot et ud af en række skyderier i USA på det seneste, efter at landet havde været forskånet for det i store dele af den periode, hvor meget var lukket ned på grund af coronapandemien.
Men et af de skyderier, der har fundet sted i år, ramte ligeledes Colorado. I byen Boulder gik en mand amok med et våben i et supermarked. Han er nu sigtet for ti tilfælde af drab.
Colorado har også været ramme om et par af de mest opsigtsvækkende masseskyderier, USA har oplevet.
Dels et skoleskyderi på Columbine High School i 1999, hvor 15 mennesker døde, og et skyderi i en biograf i Aurora i 2012. Her blev 12 dræbt og omkring 70 såret.
Præsident Joe Biden holdt i sidste måned en tale om våbenvold i USA, som han betegnede som en "epidemi" og en "skændsel".
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde