Syv er dræbt under et nyt droneangreb i Pakistan
Et amerikansk droneangreb kostede onsdag morgen syv mennesker livet i den pakistanske provins Nordwaziristan.
Det er det første angreb siden det pakistanske valg den 11. maj og det første, siden præsident Barack Obama for nylig lod forstå, at han vil nedtrappe droneangrebene.
Ifølge klanfolk i Nordwaziristan blev der affyret to raketter, som ramte et lerklinet hus i landsbyen Chashma tre kilometer øst for byen Miranshah.
Syv er dræbt og fire såret, siger politiet.
Det er ikke umiddelbart klart, om de døde var amerikanernes mål.
- Ethvert droneangreb er imod Pakistans territoriale integritet og suverænitet, og vi fordømmer det, lyder reaktionen fra en pakistansk embedsmand.
USA forsøger med droneangreb at ramme militante islamister i den pakistanske grænseregion, som støder op til Pakistan.
Her operer det afghanske Taliban, det pakistanske Taliban og medlemmer af terrornetværket al-Qaeda.
Men angrebene provokerer politikerne i Islamabad.
Den formentlig kommende premierminister Nawaz Sharif sagde tidligere på måneden, at droneangreb "udfordrer" Pakistans suverænitet.
- Vi vil sætte os ned med vore amerikanske venner og tale med dem om dette emne, lovede han.
Da Obama for kort tid siden bebudede, at droneangrebene muligvis vil blive reduceret, reagerede beboerne i Nordwaziristan positivt på budskabet.
Det er den provins i Pakistan, der oftest har været angrebet af amerikanske droner.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker