Syv fredsbevarende soldater er dræbt i Darfur

Syv fredsbevarende soldater er lørdag blevet dræbt i et baghold i Sudans Darfur-provins, oplyser den afrikanske FN-styrke Unamid.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er det største tab, som Unamid har haft i de fem år, som styrken har opereret i området.

- Syv fredsbevarende soldater blev dræbt og 17 er såret, siger styrkens talsmand.

Angrebet skete cirka 25 kilometer vest for for Unamids base ved Khar Abeche.

- Unamid-holdet kom under heftig beskydning fra en stor uidentificeret gruppe, siger talsmanden.

Der er ikke sat nationalitet på de dræbte, men det er soldater fra Tanzania, som har ansvaret i området.

Unamid fungerer som en fælles operation for FN og Den Afrikanske Union.

Over 40 soldater fra Unamid er siden 2007 dræbt under sammenstød i Darfur.

FN-kilder siger, at de ikke har kendskab til, at nogen er blevet draget til ansvar for at dræbe de fredsbevarende soldater.

Men mistanken retter sig mod grupper og bander, der opererer med støtte fra den sudanske regering.

I andre tilfælde er opgør mellem befolkningsgrupper om retten til jord og vand årsagen til volden.

/ritzau/AFP