Syv lærere er blevet dræbt i skyderi på skole i Pakistan
Drab på syv lærere er tilsyneladende et hævnangreb for drab på en lærer på en anden skole i samme område.
Mindst syv lærere er blevet dræbt i et skyderi på en skole i Pakistan torsdag.
Det rapporterer den pakistanske tv-station Geo TV.
Tilsyneladende er angrebet hævn for et angreb mod en anden skole i samme område i det nordvestlige Pakistan tidligere torsdag. Her blev én lærer dræbt, rapporterer Geo TV.
Motiverne bag de to angreb er ikke umiddelbart kendt.
Pakistansk politi oplyser, at det er i færd med at efterforske de to skyderier.
Alle ofre tilhører Pakistans shiamuslimske flertal.
Landets præsident, Arif Alvi, fordømmer angrebet, skriver den pakistanske avis Dawn.
- Kundskabens fjenders angreb på lærere skal fordømmes, skriver Alvi i et opslag på Twitter.
Det pågældende område, Kurram, oplever jævnligt angreb fra militante sunnimuslimske grupper, som er en del af Taliban-bevægelsen i Pakistan.
Kurram ligger tæt ved grænsen til Afghanistan.
Pakistan har i de seneste måneder oplevet en stigning i antallet af dødelige angreb. Det gælder især i nogle af de områder, der grænser op mod Afghanistan.
Det er kommet, efter at den terrorstemplede pakistanske Taliban-bevægelse i november afsluttede en våbenhvile, den havde indgået med regeringen, skriver Dawn.
Ifølge en nylig rapport var januar den blodigste måned, Pakistan har oplevet siden 2018. 134 mennesker blev dræbt i mindst 44 militante angreb rundt om i landet i årets første måned.
I februar blev over 100 mennesker dræbt, da en bombe eksploderede i en moské i byen Peshawar.
For få dage siden meddelte Pakistans militær, at det nu indleder en ny offensiv mod de militante grupper, skriver Dawn.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned