En tyrkisk domstol har beordret syv højtstående medlemmer af militæret varetægtsfængslet efter afhøringer om påståede kupplaner mod landets regering, der har islamistiske rødder, skriver det anatolske nyhedsbureau.
To aktive admiraler, to pensionerede admiraler, en pensioneret general samt to pensionerede oberster er blevet fængslet, efter en omfattende politiaktion tidligere på ugen, hvor et halvt hundrede militære personer blev anholdt.
De angivelige kupplaner, der har kodenavnet "Operation Forhammer", stammer ifølge anklagemyndigheden fra 2003, hvor regeringspartiet AKP - en moderat udgave af et tidligere islamistisk parti - kom til magten under premierminister Recep Tayyip Erdogan.
Politioperationen er en af de største mod de sekulære sikkerhedsstyrker i Tyrkiet, og den vil forværre det spændte forhold mellem regeringspartiet og militæret, efter at der har været kuprygter flere gange i de senere år.
Militæret i landet har traditionelt regnet sig selv som garanten for det sekulære Tyrkiet. I nogle kredse i hæren er der en mistanke om, at regeringen har en skjult islamisk dagsorden, der har til formål at underminere det verdslige Tyrkiet.
Kritiske røster mener imidlertid, at regeringen og dens støtter fabrikerer beviser på påståede kupplaner for at svække hæren. Militærets betydning er dog allerede blevet reduceret stærkt af de demokratiske reformer, som er blevet gennemført i forbindelse med landets forberedelse til en optagelse i EU.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker