Syv personer anholdt efter bygningskollaps i Bangladesh
Foto: Munir Uz Zaman /Scanpix
Munir Uz Zaman /Scanpix
Syv personer er alt i alt blevet anholdt i forbindelse med kollapset af en otte etagers høj bygning i Bangladeshs hovedstad, Dhaka, onsdag i sidste uge.
Bygningen husede flere tekstilfabrikker, og indtil videre er 379 bekræftet døde efter kollapset, mens hundredvis fortsat savnes.
De anholdte er ejeren af bygningen, fire fabriksejere og to ingeniører. Politiet leder stadig efter en femte fabrikschef, som efter sigende er spansk statsborger.
Lige siden det tragiske kollaps har ejeren af bygningen, Mohammed Sohel Rana, gemt sig for at undgå anholdelse.
Men tiden indhentede ham søndag, da politi arresterede ham ved grænsen til Bangladeshs naboland Indien.
Ifølge flere af de overlevende fra kollapset blev der opdaget sprækker i bygningen tirsdag, der resulterede i en evakuering af bygningen.
Dog blev de 3000 arbejdere beordret tilbage på arbejde onsdag, hvorefter bygningen kollapsede.
Redningsfolk fortæller, at det efterhånden bliver sværere og sværere at få folk ud af ruinerne i live, fordi de indespærrede er så svage, at de ikke har kræfter til at råbe efter hjælp.
Det sker ofte, at bygninger styrter sammen i det fattige land, fordi de fleste bygherrer trodser regeringens regler for sikkerhed i forbindelse med konstruktion af etagebyggeri.
Eksempelvis mistede mere end 70 mennesker livet i samme område i 2005, da en flere etager høj tekstilfabrik kollapsede.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde