Tænketank: Russiske styrker samler kræfter i Ukraine
Røg stiger op over Sjevjerodonetsk, som er søsterby til Lysytjansk. Begge er blevet indtaget af Rusland. (Arkivfoto). Foto: Stringer/Reuters
Efter sejr i nøgleby i Luhansk vurderes russiske styrker at holde en mindre pause.
Russiske styrker er formentlig i gang med en midlertidig operationel pause i Ukraine.
Det vurderer den amerikanske tænketank Institute for the Study of War (ISW).
Onsdag var ifølge ISW første dag i løbet af 133 dages krig, at Rusland ikke gjorde territoriale fremskridt.
Det betyder imidlertid ikke, at der ventes et totalt stop for kampe.
- Russiske styrker vil formentlig begrænse sig til mindre operationer, mens de forsøger at skabe forudsætningerne for mere betydningsfulde offensive operationer, skriver ISW i en vurdering.
Rusland indtog for nylig byen Lysytjansk og opnåede dermed i praksis kontrol over hele regionen Luhansk.
Næste mål vurderes at blive Donetsk-regionen. Her kontrollerer Ukraine fortsat nogle store byer, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Men Rusland vil nu give styrker, der har været i kamp, en pause. Sådan lyder det i hvert fald i en meddelelse fra Ruslands udenrigsministerium, som det russiske nyhedsbureau Tass ifølge AP har offentliggjort.
- Enheder - der har udført kampmissioner under den særlige militæroperation - arbejder på at genvinde deres kampstyrke.
- Soldater får mulighed for at hvile samt modtage breve og pakker hjemmefra, lyder meddelelsen.
Tænketanken ISW's daglige analyser bygger blandt andet på satellitbilleder og overvågning af sociale medier. Større internationale medier som nyhedsbureauerne Reuters og AP citerer ofte ISW's opdateringer.
Det var 24. februar, at Rusland indledte sin invasion af Ukraine.
Indledningsvis forsøgte Rusland også at udføre et større angreb mod hovedstaden Kyiv. Men siden har landets styrker koncentreret sine operationer omkring Donbas i øst. Donbas består af regionerne Donetsk og Luhansk.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned