Tæskehold af sortklædte mænd overfalder Georgiens regeringskritikere

I Georgien er bander begyndt at angribe oppositionen. Regeringen påstår, at det er oppositionens forsøg på at ramme Georgiens Drøm. Foto: Irakli Gedenidze/Reuters

Demonstrationerne fortsætter i Georgien. Sortklædte mænd angriber tilhængere af oppositionen. Regeringen påstår, at oppositionen selv står bag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tusindvis af mennesker demonstrerer i Georgiens hovedstad, Tbilisi.

Befolkningen begyndte allerede at gå på gaden forud for landets parlamentsvalg i oktober.

Og siden er demonstrationerne kun taget til, efter at regeringspartiet, Georgiens Drøm, erklærede en valgsejr på 54 procent.

Et resultat flere har nægtet at anerkende. Heriblandt Georgiens præsident, Salome Zurabisjvili.

I denne uge har udviklingen taget en ny drejning.

Landets politi oplyser, at man har fundet fyrværkeri og ingredienser til benzinbomber på to oppositionspartiers kontorer. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Begge partier påstår, at materialerne er blevet plantet.

Premierministeren, Irakli Kobakhidze, har kaldt lokalerne et "hjemsted for vold". Han mener, at oppositionens forsøg på at gribe magten er fejlet.

Og nu anklager oppositionstilhængere regeringspartiet for at stå bag flere angreb.

Maskerede mænd har de seneste dage overfaldet aktivister, oppositionspolitikere og journalister.

Banderne kaldes "titushky", et ukrainsk ord for bøller, der i 2014 angreb modstanderne af en prorussisk regering.

Blandt andet to journalister og en politiker er blevet overfaldet.

Journalisterne arbejder for en tv-kanal, der støtter oppositionen.

Politikeren er Koba Khabazi, der er medlem af partiet Koalitionen for Forandring.

Georgiens Drøm har meddelt, at forhandlingerne om landets EU-medlemskab er blevet indstillet. 80 procent af befolkningen ønsker ellers at være medlemmer. Foto: Irakli Gedenidze/Reuters

Han har har fået omfattende skader i hovedet.

Reuters er i besiddelse af overvågning, der viser overfaldet på Khabazi.

Her ser man 15 sortklædte mænd, der skubber politikeren ned ad en trappe, hvorefter de slår og sparker ham.

Ifølge Koba Khabazi er der ingen tvivl om, hvem der står bag angrebet, lyder det.

- Det er regeringen. Den her regering bygger udelukkende på vold, siger han til Reuters.

Georgiens myndigheder har nægtet tilknytning til overfaldene.

Embedsmænd fra regeringspartiet påstår i stedet, at det er oppositionens forsøg på at sætte Georgiens Drøm i dårligt lys.

Koba Khabazi blev overfaldet af 15 sortklædte mænd på partiets kontor. Billedet er taget få dage efter, hvor han fortsat har bandager om hovedet efter slag og spark fra banden. Foto: Irakli Gedenidze/Reuters

Oppositionspartierne har tidligere anfægtet regeringspartiets sejr og påstået, at der er foregået valgsvindel.

Også to amerikanske analyseinstitutter siger, at resultatet er statistisk umuligt, skriver Reuters.

En omtælling af stemmerne har dog stadfæstet resultatet.

Det fik præsident Salome Zurabisjvili til at opfordre befolkningen til at protestere.

Ifølge præsidenten var vælgerne ofre for en "russisk specialoperation".

En påstand Rusland efterfølgende har afvist.

Efter valgsejren annoncerede Georgiens Drøm, at man indstiller forhandlingerne om landets EU-medlemskab frem til 2028.

Ritzau Grafik. Foto: MAKI/Free

Man ønsker i stedet en pragmatisk politik med Rusland, skriver Reuters.

Og det har kun skabt mere vrede hos befolkningen. Omkring 80 procent af georgierne ønsker et medlemskab.

Flere af demonstranterne har kastet med fyrværkeri mod landets politi.

De påstår, at det er sket i selvforsvar mod blandt andet tåregas.

Det har ledt til omkring 400 anholdelser.

Ifølge Georgiens ombudsmand, Levan Ioseliani, melder 225 af de anholdte om mishandling, mens 157 har synlige skader.

Ifølge Georgiens indenrigsministerium er over 150 betjente kommet til skade i kampene.

/ritzau/

Georgiens Drøm har vendt sig mod Vesten

* Regeringspartiet Georgiens Drøm er kontrolleret af mangemilliardæren Bidzina Ivanisjvili, der beskrives som den mest magtfulde mand i Georgien. Det menes særligt at være ham, som forsøger at trække Georgien tættere på Rusland.

* Da Georgiens Drøm kom til magten i 2012, var det med en politik, der trak landet nærmere Vesten. Men over de seneste to år - efter Ruslands invasion af Ukraine - har partiet skiftet kurs.

* Partiet har blandt andet indført en kontroversiel lov om såkaldte udenlandske agenter. Loven minder om Ruslands måde at slå ned på modstandere på. Også en lov imod "LGBT-propaganda" ligner noget, som nabolandet har indført.

* Georgiens Drøm hævder, at partiet stadig sigter efter at få Georgien med i EU. Men den førte politik fører landet væk fra EU, som blandt andet stoppede Georgiens optagelsesproces som følge af loven mod udenlandske agenter.

Kilder: Reuters og AFP.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu