Tætpakket militærfly fra USA havde 823 afghanere om bord

Et foto fra USA's luftvåben viser de mange afghanere stuvet tæt sammen i et militært transportfly af typen C-17, der mandag fløj fra Kabul til Qatar. Der var 640 voksne om bord og 183 børn - i alt 823 mennesker. Det er rekordmange på et C-17 fly, oplyser amerikanske militærmyndigheder. Foto: Capt. Chris Herbert/Ritzau Scanpix

Oprindeligt lød det, at der var 640 afghanere om bord på transportfly mandag. Men tallet var reelt rekordhøjt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hundredvis af afghanske mænd, kvinder og børn sidder tæt sammen i et stort militært transportfly fra USA's luftvåben, på vej til at blive evakueret fra Afghanistans hovedstad, Kabul.

Billedet fra indersiden af C-17 transportflyet er et af de mange ikoniske fotos fra Afghanistan, der er gået verden rundt i den forgangne uge.

Nu udsender den amerikanske militærmyndighed Air Mobility Command en rettelse: Der var ikke kun 640 afghanere om bord, men 823 i alt.

De 640 var voksne afghanere, men derudover var der 183 børn med på det tætpakkede fly.

Det er ny rekord for, hvor mange passagerer et fly af typen C-17 nogensinde har haft om bord, skriver Air Mobility Command på Twitter.

I første omgang var passagererne blevet talt på baggrund af antallet af sæder i de busser, der kørte dem til flyet. Men man havde udeladt de børn, der sad på skødet af voksne.

Det er ikke oplyst, hvor mange mennesker flyets mandskab talte.

De 823 mennesker blev fløjet fra Kabul til Qatar siddende på det hårde gulv i transportflyet.

Normalt bliver C-17 fly brugt til at transportere tungt materiel eller et par hundrede soldater med oppakning.

I alt har USA's militær evakueret omkring 9000 mennesker fra Afghanistan siden søndag, oplyste en kilde i Det Hvide Hus fredag morgen til nyhedsbureauet Reuters.

Alene torsdag blev der evakueret omkring 3000 mennesker fra Kabuls lufthavn. De var fordelt på 16 transportfly af typen C-17, oplyser kilden.

Af de 3000 var omkring 350 amerikanske statsborgere. Dertil kommer deres familiemedlemmer og ikke mindst afghanere, der har arbejdet for USA's styrker og deres familier.