Kandahar i det sydlige Afghanistan blev lørdag rystet af 10 eksplosioner, herunder seks selvmordsbomber, i en række angreb mod regeringsbygninger i byen.
Det oplyser en talsmand for provinsregeringen.
Forinden var militante talibanere gået til angreb mod guvernørens kontor med raketdrevne granater og skydevåben.
Provinstalsmand Zalmay Ayubi siger til nyhedsbureauet AFP, at der er meldinger om sårede ved angrebet, men det er endnu uklart hvor mange.
Taliban-bevægelsen tager skylden for angrebene og siger, at et antal krigere befinder sig flere steder i byen.
- Det er ikke gengældelsesangreb for Osama bin Ladens død, men en del af vores forårsoffensiv, siger Taliban-talsmand Qari Yousuf Ahmadi til nyhedsbureauet Reuters.
Et øjenvidne siger, at bevæbnede mænd har søgt tilflugt i et femetagers indkøbscenter, hvorfra de skyder mod sikkerhedsstyrker ved guvernørens kontor.
Taliban bebudede i sidste uge en forårsoffensiv, som vil indebære en optrapning af angrebene mod udenlandske styrker og afghanske regeringsrepræsentanter.
Det er samtidig det første større angreb, siden al-Qaeda-leder Osama bin Laden blev dræbt under en amerikansk specialoperation i Pakistan.
Taliban har advaret om, at bin Ladens død vil medføre "styrket og udbredt krig" mod USA og dets allierede.
Der er omkring 130.000 udenlandske soldater i Afghanistan, hvoraf to tredjedele er amerikanere.
Kandahar er en af de provinser i Afghanistan, hvor Taliban står stærkest.
De udenlandske styrker siger, at området er blevet sikrere efter flere måneders kamp mod Taliban.
Men i sidste måned undslap 500 Taliban-fanger fra et fængsel i Kandahar, hvor de ydmygede fængselsvæsnet ved at stikke af gennem en enorm tunnel, de havde gravet.
Ligeledes i sidste måned blev provinsens politichef dræbt, da han blev angrebet af en person forklædt i politiuniform.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet