Taliban benægter forhandlinger med FN

Den afghanske talibanbevægelse afviser, at den har haft hemmelige møder med nordmanden Kai Eide, FN's tidligere særlige repræsentant i Afghanistan. Det sker i en erklæring, der er opsnappet af Site, en amerikansk organisation, som overvåger islamiske hjemmesider.

I erklæringen, der er dateret 22. marts, afviser Det Islamiske Emirat Afghanistan kategorisk "de uansvarlige udtalelser af Kai Eide" og lover at fortsætte kampen for en "betingelsesløs tilbagetrækning" af de amerikanskledede styrker i landet.

I et interview med den britiske statsradio BBC hævdede Eide den 19. marts, at han gennem cirka et år havde haft hemmelige møder med ledende medlemmer af Taliban. Eide sagde videre, at disse møder havde stået på næsten helt frem til, at han i sidste måned trådte tilbage som FN's særlige repræsentant i Afghanistan.

I interviewet beklagede Eide, at nylige anholdelser af en række talibanledere havde gjort en ende på de hemmelige kontakter, og at dette havde haft en "negativ" virkning på de bestræbelser, der var i gang på at finde en politisk løsning på den otte år lange krig.

Han udtalte sig i forlængelse af anholdelserne i Pakistan af Talibans næstkommanderende, mullah Abdul Ghani Baradar, og andre ledende medlemmer af den fundamentalistiske bevægelse.

/ritzau/AFP

Taliban afviser oplysninger fra den tidligere FN-chef i Afghanistan om, at han løbende havde hemmelige møder med ledende medlemmer af bevægelsen.

Offentliggjort Sidst opdateret