Taliban bortfører 53 i jagt på flygtet kvinde
I sidste måned løslod afghanske myndigheder et antal talibanere fra landets fængsler som led i en fredsaftale. Bevægelsen kontrollerer store dele af Afghanistan. Foto: Mohammad Ismail/Reuters
Mohammad Ismail/Reuters
Taliban vil presse indbyggere til at afsløre, hvor en kvinde, der er flygtet fra sin familie, skjuler sig.
Militante talibanere har bortført 53 mennesker i en provins i den centrale del af Afghanistan i denne uge.
Det er tilsyneladende sket i et forsøg på at finde en kvinde, der er flygtet fra sin familie.
Den militante bevægelse mistænker indbyggere i Daikundi-provinsen for at skjule kvinden, som er stukket af fra naboprovinsen sammen med sin mand.
For at finde kvinden har Taliban-medlemmer stoppet biler i provinsen og bortført passagerer i bilerne i et forsøg på at lægge pres på de lokale og få dem til at afsløre, hvor parret opholder sig.
Det skete tirsdag, oplyser viceguvernøren i Daikundi-provinsen.
Myndigheder i den naboprovins, som parret er flygtet fra, siger dog, at parret allerede er vendt tilbage.
I Afghanistan anser mange det for skamfuldt, hvis en kvinde stikker af fra sin familie. Flere, herunder Taliban-bevægelsen, mener, at en sådan forseelse skal straffes hårdt.
En række lokale ledere har forsøgt at mægle med Taliban for at få frigivet gidslerne. Indtil videre har syv af de tilbageholdte fået lov at gå, heriblandt flere børn.
Politiet i provinsen vurderer, at Taliban tilbageholder omkring 20 køretøjer i alt.
Indtil videre er der ikke noget, der tyder på, at nogen af de tilbageholdte er kommet noget til.
Taliban-bevægelsen har også tidligere bortført folk fra deres biler, hvis talibanerne har mistænkt, at de arbejdede for regeringen.
Ifølge lederen af det lokale styre i Daikundi-provinsen er det dog første gang, at bevægelsen har bortført et større antal bilister og passagerer i denne provins.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde