Taliban dræber ni kristne missionærer

Taliban oplyser, at det har dræbt "ni kristne missionerer" i det nordlige Afghanistan.

Oplysningen kommer samtidig med, at politichefen i provinsen Badakhshan kan fortælle, at otte øjenlæger - seks tyskere og to amerikanere - er fundet myrdet i et skovområde i det nordlige Afghanistan

Også to afghanske sundhedshjælpere er blandt de dræbte, fortæller en tredje afghaner, som er den eneste overlevede.

- I går omkring kl. 8.00 konfronterede en af vore patruljer en gruppe udlændinge. De var kristne missionærer, og vi dræbte dem alle, siger Zabihullah Mujahed, der er talsmand for Taliban.

Han siger, det drejer sig om fem mænd og fire kvinder. Også en afghaner, der var sammen med dem, er dræbt.

Det drejer sig formentlig om de tyske og amerikanske læger, der var på vej fra provinsen Badakhshan til Nuristan. De havde tilbragt nogle dage i skoven, da de blev dræbt.

- Den sidste dag blev de konfronteret af en gruppe bevæbnede mænd, som stillede dem op på række og skød dem. Deres penge og værdier blev stjålet, siger politichefen i Badakhshan.

Den eneste overlevende afghaner har forklaret, at han slap med livet i behold ved at læse koranvers højt. Det overbeviste gerningsmændene om, at han var muslim, og de slap ham løs i provinsen Nuristan.

Ifølge politichefen havde de lokale afghanere advaret øjenlægerne mod at bevæge sig ind i skovene, men de havde overhørt advarslen og sagt, at eftersom de var læger, ville de være beskyttet.

Talibans talsmand siger, at de dræbte medbragte bibler skrevet på persisk, en GPS-søger og kort.

/ritzau/AFP

Otte vestlige øjenlæger er fundet myrdet i det nordlige Afghanistan, og der er flere tegn på, at Taliban står bag.

Offentliggjort Sidst opdateret