Taliban indleder storangreb i Helmand
Taliban-militsen i Afghanistan er i gang med en omfattende offensiv i det sydlige Afghanistan.
De islamiske, fundamentalistiske krigere forsøger at erobre territorium, som USA's hær for nylig har trukket sig væk fra.
De lokale myndigheder siger, at der er blevet kæmpet i området i fem dage. Omkring 40 civile skal være dræbt.
- Omkring 800 krigere begyndte at angribe fire distrikter i Helmand i torsdags, siger Omar Zwak, der er talsmand for Helmands provinsguvernør.
- Mindst 21 afghanske soldater og 40 civile er dræbt, tilføjer han.
Ifølge Afghanistans indenrigsministerium er omkring 100 talibanere dræbt under kampene.
Kampene er ifølge lokale kilder centreret i distriktet Sangin. De sidste amerikanske soldater trak sig ud af distriktet i maj. De to sidste amerikanske baser i Sangin blev da overdraget Afghanistans militær og politi.
Talsmand Zwak siger, at der er sendt troppeforstrækninger til netop Sangin og også distrikterne Nowzad, Kajaki og Musa Qala for at hjælpe med at slå talibanerne tilbage.
De danske soldater i Afghanistan har været udstationeret i netop Helmand-provinsen, men tidligere i år blev de sidste kampsoldater trukket hjem fra Helmand og afsluttede dermed otte års dansk krigsdeltagelse i landet.
Afghanistans hær har nu opgaven med at beskytte befolkningen og sørge for den overordnede sikkerhed i provinsen.
Der er stadig danske soldater i Helmand, hvor de er i gang med at pakke materiel og andet sammen i Camp Bastion, inden hele styrken senere i år efter planen trækkes hjem.
Der er lige nu omkring 50.000 kamptropper fra Nato i landet, men de trækkes hjem inden årets udgang.
Dog arbejdes der med planer om, at der derefter fortsat skal være et mindre kontingent amerikanske soldater i landet til udgangen af 2016.
Det arrangement er afhængig af, at der kan laves en sikkerhedsaftale mellem regeringerne i USA og Afghanistan.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned